Rap

En pædagogisk rap

Konflikten

"Morten og Camilla er kærester!", råbte Thomas højt så alle kunne høre det. Det var kun to dage siden Morten havde spurgt Camilla om de skulle være kærester, og allerede nu vidste alle andre det. Camilla blev lidt genert og rødmede, imens Morten fik skulderklap og highfives fra de andre drenge. Han følte sig lidt som kongen af gruppen, men det var ikke en ny følelse. Han havde trods alt kysset med mange af pigerne, og været kærester med et par stykker, men følelsen var helt ny for Camilla. Camilla ved faktisk ikke særlig meget om det at være kærester eller være sammen med drenge. Men hendes følelser når hun er omkring Morten, er noget hun ikke har prøvet før.

Da Ulla fik for øre at Morten og Camilla var kærester begyndte alarmklokkerne allerede at ringe. Morten var siden han kom i puberteten begyndt at gå meget op i piger, og vil gerne være i centrum og dominerende. Han har over flere gange kysset med forskellige piger, og efterfølgende såret dem ved ikke at tage konflikten og fortælle den pågældende pige, at han ikke finder hende interessant mere, men bare har fået en anden dreng til at sige det til hende. Han føler ikke spor omsorg for nogle af pigerne, og tænker ikke over de konsekvenser det kan medføre.

Det ringede endelig ud. Camilla havde stort set ikke set Morten hele dagen, kun lige et hurtigt glimt i frikvarteret så hun glædede sig til at komme i klub, hvor hun vidste han ville være. Det var lidt svært for hende at håndtere, fordi hun ikke kunne finde ud af om han undgik hende eller hvad der foregik. Det var lidt en forvirrende dag for Camilla og hun vidste ikke helt hvad hun skulle tro, så det var dejligt da Tine spurgte om de skulle følges over i klubben og om de skulle lave lektier sammen. Fornemmelsen af at andre følte omsorg for Camilla berørte hende meget, da hun ikke altid følte sig set derhjemme.

Da de to piger kom over i klubben var Camilla stadig spejdende efter Morten, men Tine, som godt vidste hvad Morten var for en fyr, fik hende til at slappe af ved at få hende til at grine. Tine havde heller ikke selv så mange venner, så det var en god relation for begge piger - Tine gav Camilla tryghed og viste omsorg for hende, og Camilla viste interesse i at bygge en relation til Tine.

De to piger gik stille og roligt i gang med lektierne med støtte fra medhjælperen i klubben. Der blev arbejdet fra pigernes side, men også grinet og hygget. Camilla syntes det var dejligt at tænke på noget andet end Morten, men hun udnyttede også hver eneste stille stund til at tænke på Morten og spekulere på, hvad han mon lavede. Til sidst blev det for meget for hende, og hun var nødt til at finde ud af hvad Morten lavede, før hun kunne samle sig om noget andet.

De første steder Camilla ledte var på boldbanen og i spillerummet, fordi hun vidste Morten ofte opholdt sig der. Der var ingen spor af Morten de steder, og hun måtte finde hjælp i sin søgen. Efter at have forhørt sig ved flere af de andre unge, fik hun opsnappet at Morten i skolen havde snakket med nogle af de andre drenge, om at han ville se en film, når han kom over i klubben. Camilla gik derfor hen imod biografen og åbnede døren ind til det mørke rum, hvor filmen kørte på storskærmen. Det var bare ikke filmen hendes fokus faldt på, men derimod Morten som sad i sofagrupperne og kyssede med Susanne. Følelsen af svigt ramte hende som et lyn og hun stormede ud og smækkede hårdt med døren mens tårerne løb ned af kinderne.

Ulla hørte døren smække og Camillas råben og skrigen og vidste at noget var galt. Ulla fandt Camilla på toilettet, hvor hun helt grædefærdig sad og var helt ude af sig selv. Ulla begyndte straks at trøste Camilla og vise hende at der var personer, som ville tage sig af hende. Ulla viser empati og giver tryghed ved at spørge ind til Camilla og hvad der er sket. Camilla fik forklaret Ulla situationen, hvad hun så Morten lave og at hun troede at når man var kærester kyssede man ikke med andre, hvilket Ulla bekræftede og anerkendte Camilla i ”at det gør man heller ikke”. Ulla var hele tiden anerkendende og lyttende overfor Camillas situation, da hun var klar over at nogle af drengene som går i klubben var begyndt at interessere sig meget for pigerne, men ikke vidste hvordan man skulle opføre sig når man var i et forhold.

Ulla vil have at Morten og Camilla får snakket ud om tingene i fællesskab med hende, så de kan få styr på de normer og værdier, som skal være på plads i et forhold. Derfor hentede hun Morten og satte sig udenfor på en bænk sammen med de to unge. Samtalen bar meget præg af at Morten ikke kunne sætte sig ind i Camillas sted og føle empati overfor hendes følelser. Han virkede ligeglad med hende, og sagde at hvis hun var utilfreds gad han ikke være sammen med hende. Ulla kunne fornemme at der skulle gøres noget ved konflikten, men metoden skulle være i form af 1-til-1-samtaler med Morten, da han ikke kunne tales til fornuft i selskab med Camilla, da han ikke var interesseret i at tabe ansigt ud ad til. Ulla ville dog gerne have at de unge bestemte sig for, om deres forhold skulle fortsætte eller om de skule gøre en ende på det. Morten virkede stadigvæk uinteresseret og da Camilla gav tydeligt udtryk for at hun var færdig med ham, var den ikke længere end det.

Ulla kunne dog mærke at Camilla var meget berørt over situationen, og ville gerne med det samme tag hånd om det, så hun ikke skulle gå alene med følelsen af det svigt resten af dagen. Hun tog hende derfor ind i et rum, og tog snakken omkring drenge og kærlighed generelt. Snakken hjalp Camilla utroligt meget, og deres relation blev stærkere af at Ulla drog en omsorg for Camilla, som hun ikke var vant til.

Den efterfølgende dag i klubben, tog Ulla, Morten til side og ville have en snak om de normer og værdier, som ligger i kærlighedsbegrebet. Ulla forsøgte at gøre Morten opmærksom på hvordan hans handlinger kan såre andre, og at man er nødt til at tage ansvar overfor det. Morten hørte ikke rigtig efter, og Ulla fornemmede på ham, at det ikke rigtig ville bide på, men hun kunne dog se at han ikke så så ligeglad ud som i går, men at han så mere trist ud. Ulla spurgte om han havde fortrudt at han havde kysset med Susanne, og om han kunne se at det han havde gjort, havde såret Camilla meget. Morten så ned og sparkede lidt til jorden, han vidste ikke hvad han skulle svare, da han ikke ville tabe ansigt til Ulla. Ulla kunne se at hun på en eller anden måde havde trængt igennem til Morten og at han inderst inde godt kunne se det forkerte i hans handling. Hun overvejede stadig at indkalde Mortens far til en samtale omkring Mortens adfærd og relationer til piger.

Præsentation

'Herfra min verden går' - Persongalleri

Vores praksisfortælling involverer hovedsageligt 3 personer. Pigen Camilla på 14 år, som ikke altid har haft det lige nemt. Hun er født i et social belastet hjem, hvor hun aldrig har kendt til hendes far, som forlod hendes mor lige efter fødselen. Dette har påvirket moderen i en sådan grad, at hun har udviklet et alkohol misbrug, som kommer mest til udtryk i hendes hårde perioder. Camilla er derfor kommet i en ressourcemærsigt stærkere familie, som dog også selv har andre børn, hvilket gør at Camilla ikke altid får den opmærksomhed, som hun kræver. Hun er for nyligt kommet i puberteten, og har af og til problemer i skolen med at kunne håndtere situationer involverende drenge, sex og kærlighed generelt.

Drengen i vores fortælling hedder Morten. Morten er 15 år og er fra fødselen ramt af en middelsvær retardering, som giver ham indlæringsvanskeligheder. Dette frustrerer ham ekstremt meget, og han kan være dårlig til at tackle disse situationer, hvor tingene går imod ham. Han er en stærk og robust dreng, som kan sætte sig i respekt overfor de andre drenge i klassen. Han er også begyndt at interessere sig meget for piger, sex og kærlighed og pigerne kan som regel lide Morten. Hans problem i den sammenhæng er at han sårer mange ved de ting han gør, og ikke tænker på de konsekvenser hans handlinger kan få. Hans far havde også mange skiftende kvinder, og dette har smittet af på Morten og hans forhold til kvinder.

Dette er de to unge, som fortællingen tager udgangspunkt. Pædagogen i historien hedder Ulla. Ulla er en gift kvinde på 48 år, hun har to voksne børn som begge bor ude. Som 23 årig blev hun uddannet som pædagog og valgte at arbejde i en almindelig børnehave efterfølgende. Hun har siden hun var 30 år, dog arbejdet inden for specialområdet, hvor hun har været pædagog på den nævnte institution.

Ulla går ind for den anerkendende pædagogik, hvor hun ligger meget vægt i god kommunikation, sammenhold, gensidig respekt og et godt miljø i klubben. En af Ullas stærke sider er at hun er god til at skabe relationer til de unge, hvilket indebærer at de unge er glade for hende, da hun er forstående og nem at gå til. Derudover mener hun at det er vigtig at få snakket om tingene og få løst konflikterne i klubben, det er dog ikke alle de unge der synes lige godt om dette, samt har en støtte hjemmefra. Den manglende støtte fra hjemmet og interessen fra de unge kan være med til at gøre jobbet/konfliktløsningerne udfordrende. 

Ros og anerkendelse

Her har vi fundet et klip, hvor vi hører om fem gode råd til ros og anerkendelse i det daglige arbejde.

                              

Derudover har vi fundet en tekst som handler om hvad forskellen er på ros og anerkendelse og hvordan man har brug for anerkendelse. 

http://www.godtarbejde.dk/ros_og_anerkendelse/Tre_skarpe_til_eksperten.aspx

'Herfra min verden går' - Tid/Sted

Vores institution ligger i forbindelse med en folkeskole. Den er dog ikke som mange andre folkeskoler, da der i tilknytning til den almindelige skole også er en specialafdeling. Her går børn og unge fra alderen 6 år og helt op til 18 år. De er inddelt i klasser, som er sat sammen ud fra deres alder og diagnoser.  De unge er primært diagnosticeret med generelle handicap, dvs. ADHD, Downs Syndrom og sociale problemer.

   Specialafdelingens klasseværelser ligger på en gang for sig, og de holder sig også i undervisningen for sig selv, adskilt fra den almindelige folkeskole. I frikvartererne er de dog samlet ude i den almindelige folkeskoles skolegård, og indgår i fællesskabet med skolens andre elever - dog holder de sig typisk for sig selv i skolegården.

   Klasselokalerne i skolen ligner almindelige klasselokaler med undtagelse af indretningen. Det er en specialskole, og derfor bliver der brugt piktogrammer til at illustrere skoleskema og aktiviteter. Eleverne er har også 'stationer' ude langs væggen, hvor de har deres eget bord, som kan afskærmes til begge sider, hvis nødvendigt. Efter endt undervisning går eleverne i klub/SFO i institutionen Solstrålen, hvor vores praksisfortælling tager udgangspunkt.

   Vores institution er et slags fristed for de unge i alderen 13-18 år. Der kan foregå mange aktiviteter i klubben - de kan spille PlayStation, se film i biografen, spille spil og få hjælp til lektier. Det er deres sted, hvor de kan danne relationer mellem hinanden udenfor skolens rammer. 

En lille praksisfortælling

En opremsning: 

To drenge sidder og spiller kort. De sidder inde i stuen på en sofa. De sidder og spiller fisk, hvor den ene fører med flere stik end den anden. Efter noget tid vinder drengen der førte. Han jubler og den anden dreng bliver sur. Han bliver sur, bander og i raseri begynder han at bide sig selv i armen.  Den sure drengs far kom hen til dem på sofaen, han siger at han ikke må bide sig selv i armen, selvom han tabte. Dan anden dreng forslår de spiller igen, hvor den sure dreng bliver glad og så tager de et nyt spil.

En praksisfortælling:

Det er lørdag aften til en familie fødselsdag, hvor Mathias og Alexander sidder på sofaen og spiller kort i farmor og farfars stue. Det er kortspillet fisk de sidder og spiller sammen, hvor de glad sidder og hygger sig, bare de to. Mathias har flest stik og fører af den grund, så han er rigtig glad, hvor Alexander er lidt træt af han er ved at tabe. Efter noget tid kommer der jubel fra Mathias, han har vundet hele spillet og er rigtig glad. Alexander som er Autist, reagere derfor meget aggressiv og sur over at han har tabt i kortspiller, hvorefter han bliver sur og begynder at bide sig selv i armen af raseri. Da Alexanders far hører og ser at han bliver sur, kommer han hen til dem og får sagt til Alexander at han ikke må bider sig selv i armen, selvom han har tabt spillet. Så da Mathias ser at Alexander er blevet sur og ked af det, forslår han om de ikke skal spille et nyt spil så Alexander kunne vinde. Alexander køler ned og bliver glad over at Mathias gerne vil spille med ham igen. 

Praksisfortælling

Opremsning:

2 drenge snakker sammen under madpakkerne. De forslår for pædagogen at de skal snakke om noget. De snakker om en situation, der skete hjemme ved en af drengene. Drengene indlever sig i historien. Til sidst skal de lige blive enig om at det bare var sjov.

Praksisfortælling:

Det var en torsdag formiddag. Tobias og Simon spurgte pædagogen, om de ikke skulle finde på noget at snakke om, imens de spiste deres madpakker. Tobias sagde ”Simon kan du huske den gang du var hjemme ved mig, da tyven kom?” Det kunne Simon godt. Pædagogen iagttog drengene, for at høre hvordan historien ville udvikle sig. 
Hvorefter Tobias forsatte: ”Simon så var det, at vi løb ind på mit værelse og hentede vores skydere, så vi kunne fange tyven” Simon nikkede og var enig med Tobias. Pædagogen spurgte nysgerrigt ”Jamen drenge var I ikke bange for tyven” Hvorefter de kiggede på pædagogen og sagde i kor ”Neeeeej, vi havde jo vores skydere”. 
Historien forsatte og Simon fortalte at de ledte i hele huset efter tyven, men de kunne slet ikke finde ham. Som Tobias sagde ”Han var bare helt væk”, da historien er ved at tage sin ende skulle Simon dog lige være sikker på, at historien bare var for sjov, ved afsluttende at spørger ”Tobias, det er da bare for sjov ik?. Der var slet ik nogen tyv?”. Tobias kiggede på ham og nikkede.    

En vendepunkts-succes-og-følelsesorienteret praksisfortælling

En ganske almindelig tirsdag morgen udvikler sig til en dag jeg sent glemmer. Jeg har i et halvt års tid været kørselsledsager på en pige som lider af epilepsi. Hendes anfald kan varierer i intensitet, men normalt har hun ikke anfald om morgenen når vi kører i taxi. Jeg er overvågende omkring hvad hun foretager sig i taxien, men det virker helt normalt.

Vi ankommer til skolen til sædvanlig tid kl. 8, og går ind på skolen sammen. Hun går og synger lidt og virker frisk. Da jeg kommer ind på skolen sætter vi os på en bænk og venter på de andre børn fra klassen ankommer så vi kan gå ned i klassen i samler flok.

Vi sidder og snakker stille og roligt, da hun lige pludselig går i krampe og bliver ramt af et anfald. Jeg tænker ikke videre over det og behandler hende, som jeg ville gøre normalt. Under behandlingen kommer en af lederne på skolen forbi, og jeg vil gerne vise ham, hvordan hendes anfald er, da jeg tænker jo flere som kender hende, jo flere kan være opmærksomme på hende, da hendes anfald kan virke ubehagelige for uvidende. Vi kigger på hende, og snakker lidt videre, da hun pludselig forsvinder fuldstændig i blikket. Hun vender der hvide ud af øjnene og får fråde om munden. Dette er den værste type anfald hun kan rammes af, og får hurtigt lagt hende ned. Hun er helt fjern, og ligger på bænken og spjætter. Jeg kan mærke på mig selv, at 'nu gælder det sku'. Jeg har ikke prøvet denne type anfald før, men ved heldigvis hvordan det skal behandles. Jeg kan mærke hvordan mit fokus retter fuldstændig ind på hende, og alt andet bliver lukket ude. Jeg griber fat i hendes skoletaske, finder hurtigt den rigtige medicin frem og sprøjter væsken i munden på hende, så hendes slimhinder kan optage medicinen hurtigst muligt. Hun spjætter lidt mere, og falder herefter i en dyb søvn. Stille og roligt får jeg styr på situationen og bærer hende ned i klasseværelset og lægger hende på sofaen. Mit hjerte banker stadigvæk en del, men det beroligende mig at se hun sover.

Efterfølgende får vi snakket om situationen i mit team, og jeg kommer stille og roligt til mig selv. Jeg får også ringet til forældrene og får forklaret dem det som skete. Jeg kan mærke de er glade for at jeg ringer, og det skaber tryghed. Det er ikke unormalt for pigen og hendes forældre, da hun har disse anfald af og til, men for mig var det en dag som forandrede mange ting.

En fortælling fra en børnehave

Opremsning af fortællingen:

Der er fastelavn i børnehaven. Maria er klædt ud som en hvid prinsesse, og kan slet ikke vente med at de skal udenfor og slå katten af tønden. Alle børnene er klædt ud, og de venter alle spændt på at en af de voksne kommer med tønden. Da den endelig kommer, stiller alle børnene sig op i en lang række. Maria står midt i køen med sit bat. Da det endelig bliver hendes tur, slår hun så hårdt til tønden som hun overhovedet kan, men uden der skete det store, og hun må stille sig i kø igen. Tønden er nu slået halvt i stykker da det bliver hendes tur igen. Hun slår endnu et hårdt slag til tønden, og hun får den slået ned. Maria bliver kåret som dronning, og får en fin krone på hovedet.

Praksis fortælling - uddybende:

Der er fastelavn i børnehaven, alle glæder sig til at de skal slå katten af tønden. Især Maria glæder sig, hun har ikke tænkt på andet hele ugen, og er klædt ud som en hvid prinsesse. Alle de andre børn er også klædt ud, og lever sig rigtigt ind i deres udklædningsrolle. Da de endelig skal til at slå katten af tønden, jubler de alle sammen, og slåsser nærmest om at komme forrest i køen. Maria kommer til at stå i midten i køen. Alle råber og skriger af jubel når de skal slå. Da det bliver Marias tur, er hun meget stille, men slår alligevel alt hvad hun kan, uden det store held, hun stiller sig i kø igen. Da det bliver Marias tur igen, er tønden halvt slået i stykker, og hun har mange sommerfugle i maven. Hun slår så hårdt hun kan igen, og hun vælter tønden ned. Maria jubler og griner, hun bliver kåret som dronning og får en fin krone på hovedet. De andre råber hurra og er rigtig glade over at de må få slik i børnehaven.