En vendepunkts-succes-og-følelsesorienteret praksisfortælling

En ganske almindelig tirsdag morgen udvikler sig til en dag jeg sent glemmer. Jeg har i et halvt års tid været kørselsledsager på en pige som lider af epilepsi. Hendes anfald kan varierer i intensitet, men normalt har hun ikke anfald om morgenen når vi kører i taxi. Jeg er overvågende omkring hvad hun foretager sig i taxien, men det virker helt normalt.

Vi ankommer til skolen til sædvanlig tid kl. 8, og går ind på skolen sammen. Hun går og synger lidt og virker frisk. Da jeg kommer ind på skolen sætter vi os på en bænk og venter på de andre børn fra klassen ankommer så vi kan gå ned i klassen i samler flok.

Vi sidder og snakker stille og roligt, da hun lige pludselig går i krampe og bliver ramt af et anfald. Jeg tænker ikke videre over det og behandler hende, som jeg ville gøre normalt. Under behandlingen kommer en af lederne på skolen forbi, og jeg vil gerne vise ham, hvordan hendes anfald er, da jeg tænker jo flere som kender hende, jo flere kan være opmærksomme på hende, da hendes anfald kan virke ubehagelige for uvidende. Vi kigger på hende, og snakker lidt videre, da hun pludselig forsvinder fuldstændig i blikket. Hun vender der hvide ud af øjnene og får fråde om munden. Dette er den værste type anfald hun kan rammes af, og får hurtigt lagt hende ned. Hun er helt fjern, og ligger på bænken og spjætter. Jeg kan mærke på mig selv, at 'nu gælder det sku'. Jeg har ikke prøvet denne type anfald før, men ved heldigvis hvordan det skal behandles. Jeg kan mærke hvordan mit fokus retter fuldstændig ind på hende, og alt andet bliver lukket ude. Jeg griber fat i hendes skoletaske, finder hurtigt den rigtige medicin frem og sprøjter væsken i munden på hende, så hendes slimhinder kan optage medicinen hurtigst muligt. Hun spjætter lidt mere, og falder herefter i en dyb søvn. Stille og roligt får jeg styr på situationen og bærer hende ned i klasseværelset og lægger hende på sofaen. Mit hjerte banker stadigvæk en del, men det beroligende mig at se hun sover.

Efterfølgende får vi snakket om situationen i mit team, og jeg kommer stille og roligt til mig selv. Jeg får også ringet til forældrene og får forklaret dem det som skete. Jeg kan mærke de er glade for at jeg ringer, og det skaber tryghed. Det er ikke unormalt for pigen og hendes forældre, da hun har disse anfald af og til, men for mig var det en dag som forandrede mange ting.